fredag den 26. september 2014

Alan Dunn kursus - Passionsfrugtblomst i buket

Siden jeg startede med at lave fondantkager og sukkerblomster, har jeg haft en brændende ønske om at komme på kursus med Alan Dunn - engelsk ekspert i sukkerblomster, der har skrevet en håndfuld fantastiske bøger om at lave sukkerblomster, så det ligner naturlige. Min første - og indtil videre eneste - bog om sukkerblomster er fra denne guru, og jeg har lært stort set alt jeg kan ud fra denne ene bog. Alan holder nogle gange kurser i England, og jeg har mange gange overvejet om jeg skulle tilmelde mig, men indtil nu har pengene ikke været til både kursus og rejse. Sidste efterår så jeg til min overraskelse, at LOCA Cake classes havde fået ham overtalt til at holde et kursus i København, og jeg tilmeldte mig selvfølgelig straks. Jeg har gået og ventet spændt i et helt år, og i slut september i år var det så tid - endelig!!
Vi var 18 dejlige damer, der havde fået plads, og det var simpelthen en så hyggelig og lærerig weekend i selskab med vores alles store idol og hinanden :) Da hans buket med en passionsfrugtblomst havde været ønsket, var et normalt 3 dages kursus presset ned til to dage, så vi havde travlt - og det var hårdt, men vi nød hvert minut og var alle super stolte af os selv og hinanden, da vi stod med den færdige buket søndag aften. Alan er verdens sødeste mand - ingen stjernenykker overhovedet, og med masser af den gode tørre engelske humor. Han er kun steget endnu mere i anseelse hos mig, da han udover at være vanvittig dygtig også er en helt igennem flink fyr.
Der blev snakket lidt om at han måske ville komme igen næste år, så jeg krydser fingre for at jeg kan få en plads igen!

Sådan blev mit resultat efter to dages kamp og masser af grin, grimme ord og hygge :)





torsdag den 25. september 2014

Dessertkagen med lyserøde flæser - venindens fejring!

Min smukke dejlige veninde skulle forsvare sit speciale, og umiddelbart efter karakteren var givet skulle der holdes reception. Min veninde var lidt presset ved tanken om at skulle nå både at forberede sig på forsvaret og gøre alt klar til receptionen, så jeg foreslog som så mange gange før at lave kagen til receptionen, og hun takkede lettet ja. Selve kagen blev en gentagelsen af dessertkagen jeg har lavet tidligere, da jeg elsker den og har snakket så meget om den at min veninde også ville prøve den. Kagen indeholder derfor nougatcreme med nøddekrokant, trøffelmousse, friske hindbær, hindbærsyltetøj imellem lyse lagkagebunde, smurt op og pyntet med flæser i hindbærtrøffelcreme, en fondant blomst og guldflager.



Jeg nød at lave denne kage fra ende til anden, da jeg glædede mig utrolig meget til min venindes forsvar (og sad med kvalme hele vejen igennem forsvaret pga nervøsitet på hendes vegne ;)), og jeg samtidig havde fået lov til at afprøve flæseteknikken - hvilket jeg længe har haft lyst til at lege med, da det ligner en nem og hurtig måde at pynte på. Da hun fik sit velfortjente 12-tal var jeg verdens mest stolte veninde!! Og kagen blev spist med masser af glæde og nydelse :)