Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag

onsdag den 8. oktober 2014

Chokoladetærte med ganache, hindbær og en lille overraskelse!


Jeg faldt over en opskrift på nettet for en del tid siden som jeg bare måtte lave (desværre kan jeg ikke huske hvor den kommer fra). Tærten så så lille og indbydende ud, og jeg elsker hindbær og chokolade sammen. Samme dag var jeg kommet forbi Torvehallerne som havde pufsukker, og det måtte jeg simpelthen bare prøve med det samme. Men lidt justeringer blev det til denne lille lækkerbisken, der overrasker med pufsukkeret i tærtebunden. Man kan bruge alle typer let syrlige frugt eller bær i stedet for hindbær, så det er bare om at bruge fantasien og lave tærterne med lige det man bedst selv kan lide. Jeg har flere gange brugt den som petit four eller som en lille sød bid efter aftensmaden - og den er skøn - og sjov!!



Chokoladetærte med ganache, hindbær og en lille overraskelse!
Ingredienser (4 stk. – gang med ca. 2½ til en stor tærte)

Bunde:

20-30 g pufsukker (afhængig af hvor meget man gerne vil have det skal "puffe" i munden)
70 g hasselnødder
100 g god mælkechokolade


Fyld:

20 frosne eller friske hindbær
Evt. lidt sukker (smag til)
50 g god mørk chokolade
25 g fløde
½ spsk smør

Evt. friske hindbær (som pynt) eller lav et tyndt lag hindbærgele af saft fra kogte hindbær og nogle plader husblas opløst i saften. Når dette er kølet hældes det over toppen af tærten og den sættes på køl i et par timer.

  
Bunde:
Rist nødderne kort i ovnen og befri dem for skal ved at lægge dem i et viskestykke og gnide dem mod hinanden indeni viskestykket.
Blend nødderne til nøddemel (evt. blen kun 50 g til nøddelmel, og hak de sidste 20 g groft for en mere grov tærtebund).
Smelt chokoladen over vandbad, og lad det køle lidt af (til en temperatur på 32 grader, hvis du har et sukkertermometer).
Bland pufsukker, smeltet chokolade og nøddemel, fordel det i minitærteforme (ca. 7 cm i diameter), og sæt dem på køl.
Tag bundende ud af formene (Dyp evt. kanterne i resten af den smeltede chokolade)
Sæt bundene på køl igen, mens du laver fyldet.
  
Fyld:
Bring de frosne hindbær i kog i en gryde med en smule sukker, og mos dem til puré.
Afkøl hindbærpuréen, og fordel det eller friske hindbær i bundene.
Hak chokoladen fint, og hæld det i en skål sammen med smørret.
Bring fløde i kog i en gryde, og hæld det over den hakkede chokolade og smørret.
Lad det stå i 30 sek. og rør forsigtigt rundt indtil chokoladen er smeltet. Hvis der røres for meget kan chokoladen skille. Dette kan dog løses ved at en smule iskold fløde hældes over, og der røres forsigtigt. Gentag dette indtil massen er samlet igen.
Lad ganachen køle lidt af, og fordel den oven på hindbærpuréen.

Sæt de færdige tærter på køl indtil servering og pynt evt. med friske eller frysetørrede hindbær og lidt guldflager.


Her er blot en hurtig udgave af dem, hvor jeg ikke havde tid til at tage dem ud af formen. De er altså ret fine hvis de serveres uden form med lidt chokolade på kanten.
 


søndag den 13. april 2014

Dessertkagen - smuk, tung og virkelig syndig

Nogle gange vil man gerne forkæle andre uden at det behøver tage flere dage at overtrække og pynte. Så da svigerfamilien kom på besøg lige efter jul smækkede jeg en lækker dessertkage sammen og pyntede på den nemmeste og hurtigste måde med sprøjtede roser, guldflager, frysetørret hindbærpulver og små fondantblomster. Kagen bestod af mørk chokoladetrøffel mousse, nougatcreme med hakket nøddekrokant, hjemmelavet hindbærsyltetøj imellem lyse lagkagebunde dryppet med lidt sherry og pyntet med roser sprøjtet af hindbær trøffelcreme. Kagen var tung som et ondt år, ligesom en dessertkage skal være, men den smagte fuldstændig som jeg forestiller mig himlen ville smage hvis den var manifesteret i en kage ;) Svigerfamilien var i hvert fald meget tilfredse og snakker stadig om kagen - og det er jo den største ros :)





Dessertkage med nougat, nøddekrokant og hindbærtrøffelcreme
10-12 personer

Nougatcreme
200 gr. nougat
½ l. fløde

Nøddekrokant
150 gr. nødder (jeg brugte mandler, hasselnødder, pecan og pinjekerner)
50 gr. sukker

Trøffelmousse
2½ dl. mælk
8 blade husblas
400 gr. mørk chokolade (jeg brugte 70%)
½ l. fløde

Hindbærtrøffelcreme
500g frosne hindbær
1 vanillestang
100g sukker (måske mere eller mindre - smages til)
2 husblas

3/4l fløde
200g Hvid chokolade
2-3 blade husblas

Lagkagebunde
Jeg lavede min bedstemors lyse bunde i en 22cm springform, der skal bruges to bunde i alt.

Nougatcreme
Smelt nougat’en sammen med fløden og bring den lige til lige under kogepunktet.
Kom den flydende nougatcreme i en beholder og læg husholdningsfilm over. Sørg for at filmen ligger helt ned til overfladen af cremen og op langs siderne af beholderen.
Stil den på køl i min. 8 timer eller til den er kølet fuldstændig af - stil den evt. i fryseren 10-15 før du pisker - det er helt centralt at cremen er iskold!
Pisk cremen til den bliver tyk, men pas på med ikke at piske for længe, for så skiller den.

Nøddekrokant
Nødderne kommes på en pande sammen med sukkeret. Ved lav varme smeltes sukkeret og bliver til karamel, der omgiver nødderne.
Når sukkeret er helt smeltet, hældes det hele ud på et stykker bagepapir og kølnes indtil alt karamellen er størknet sammen med nødderne. Når nøddekaramellen er helt kold, hakkes det så det bliver til en lidt grov krokant blanding.  Krokanten vendes i den piskede nougatcreme.

Mørk chokoladetrøffel mousse
Husblassen kommes i koldt vand i 30 minutter, og chokoladen hakkes fint. Kog mælken op, vrid husblassen fri for vand og smelt den i mælken. Hæld den varme mælk over en en skål sammen med ⅓ del af chokoladen. Pisk indtil chokoladen er smeltet og blankt.
Tilføj ⅓ del mere af chokoladen og gentag indtil alt chokolade er smeltet. Pisk fløden let og vend den i chokoladeblandingen.

Hindbærtrøffelcreme
Husblassen kommes i koldt vand i 30 minutter. Hindbærene koges i 10-15 min. med sukker og vanillestang, blendes og kernerne siges fra. Smelt 2 blade husblas i hindbærblandingen, og tag en 1/4 fra til syltetøj. Sæt begge dele på køl. Varm fløden op over vandbad, og smelt den hvide chokolade i det. Vrid husblas fri for vand og smelt den i chokoladeblandingen. Kom chokoladecremen i en beholder og læg husholdningsfilm over. Sørg for at filmen ligger helt ned til overfladen af cremen og op langs siderne af beholderen.
Stil den på køl i min. 8 timer eller til den er kølet fuldstændig af - stil den evt. i fryseren 10-15 før du pisker - det er helt centralt at cremen er iskold! Pisk cremen op, og tilsæt hindbærblandingen.

Kagen
Når først trøffelmoussen er lavet, skal kagen rimelig hurtig på køl, da den sætter sig ret hurtigt. Så det er nemmest at forberede det meste af kagen før moussen laves.
Læg en lagkagebund i springformen, og dryp forsigtigt med en smule sherry/mørk rom/spiritus efter eget valg ud over.
Smør nougat/krokant cremen ud på bunden, og smør hindbærsyltetøjet ud over cremen.  Hæld trøffelmoussen udover, og læg en lagkagebund ovenpå. Stil kagen i køleskabet i minimum 5 timer før servering, så den har sat sig. Tag kagen ud af springformen, husk at løsne med en kniv rundt langs kanten inden formen løftes. Sprøjt roser på kagen med hindbærtrøffelcremen, pynt med guldflager, frysetørret hindbær og små fondantblomster. Værsgo´ - Go crazy :)

tirsdag den 11. marts 2014

BrownieCheesecake med hindbærhjerter - Alt det gode i én kage

De fleste er ret glade for brownie, tung, klæbrig og med fyldig chokoladesmag, de fleste er også temmelig glade for cheesecake, syrlig, frisk og silkeblød i munden. Jeg er tilfældigvis komplet tosset med begge dele, og hvad er så bedre end at sætte de to ting sammen i én kage? Kagen blev også brugt i KageKampen, og jeg blev den heldige vinder af rød/hvid udfordringen med den :)
Prøv at bage den, den smager som himlen med tung chokolade, frisk flødecreme og syrlig/søde hindbær....Mmmm...måske jeg selv skulle bage den med det samme :)



BrownieCheesecake med hindbærhjerter

400g Flødeost (Philladelphia)
2 spsk citronsaft
2 spsk revet citronskal fra økocitroner
2 spsk lyst fint rørsukker
2 vanillestang
1 æg

150g smør
1,5 dl lyst fint rørsukker
3 æg
1 vanillestang
1,5 dl hvedemel
180g mørk chokolade 70%
300g friske hindbær


1. Smelt smørret og chokoladen i en gryde ved lav varme, og rør det sammen. Lad det køle lidt af.

2. Skrab kornene ud af vanillestangen og mas det sammen med sukkeret. Pisk flødeosten, vanillesukker, citronsaft og citronskal godt sammen. Tilsæt æg og pisk til ensartet. Stil cheesecake-cremen til side.

3. I en røremaskine piskes æg, sukker og vanilje sammen til en lys og luftig masse. Tilsæt chokolademassen til æggeblandingen under omrøring, og vend herefter melet i dejen.

4. Beklæd en 20cm springform med bagepapir og hæld chokoladedejen i. Tag cheesecake-cremen frem, og smør det oven på kagen, pas på med ikke at smøre cremen helt ud til kanten, da det kan få toppen til at sprække fordi dampen fra brownien ikke kan slippe ud.

5. Blend halvdelen af de friske hindbær og si dem for kerner. Sug saften op i en kanyle, og dryp prikker udover cheesecake-cremen. Stik en tandstik eller spids træpind i toppen på en prik og træk forsigtigt igennem prikken og ud, så der dannes et mønster.

6. Bag kagen i ovnen ved 180 grader i ca. 30-35 minutter. Hold øje med kagen, den skal være klæg, og der skal hænge lidt chokoladedej ved, når der stikkes med en træpind. Lad kagen afkøle helt før den flyttes ud af formen.

7. Pynt med resten af de friske hindbær.


Sådan kommer hindbærhjerterne til at se ud på toppen. Det krævede en del øvelse før jeg selv havde helt styr på teknikken, men det er super nemt og hurtigt når det først kører :)

Kagen her sprækkede desværre på toppen, da den blev afkølet i køleskabet. Kagen skal helst bare stå på køkkenbordet til den ikke er varm mere før den sættes på køl.

onsdag den 5. marts 2014

Citron Whoppie Pies med Passionsfrugtganache

Jeg elsker passionsfrugt, ELSKER med store bogstaver, og da vi i KageKampen skulle lave småkager med fyld var det første der faldt mig ind, at fyldet skulle indeholde passionsfrugt. Og da jeg i forvejen er helt syg med disse små nuttede whoopie pies var det en no brainer at vælge mine citron whoopie pies med passionsfrugtganache. Jeg har været forelsket i denne lille godbid fra første gang jeg fandt på den, og den fik heldigvis også gode anmeldelser fra dommerne. Da jeg første gang støtte ind i ordet Whoopie Pie havde jeg ingen anelse om hvad det var, men med lidt research fandt jeg en historie om whoopie piens oprindelse. I tidernes morgen skulle denne lille lækkerbidsken være blevet opfundet ved et tilfælde, da man bagte cupcakes. Resterne fra cupcakedejen var ikke nok til endnu en cupcake så istedet lavede man nogle dejklatter på et bagepapir, bagte dem kortvarigt, smed cupcake frosting ind imellem to og spiste dem som små søde ekstrakager. Dette vidste sig som en stor succes, og whoopie pien var en realitet! Synes det er så utrolig hyggeligt når en kage er blevet skabt ved et tilfælde :)



Citron Whoopie Pies med Passionsfrugtganache - ca. 40 stk

250 g blødt smør
430 g sukker
Revet skal fra 3 store økologiske citroner
2 æg
600 g hvedemel
2 tsk natron
250 g kærnemælk
400 g hvid chokolade
160 g fløde
40 g smør
5 passionsfrugter
4-6 tsk citronsaft
230 g flormelis


1. Forvarm ovnen til 180C.

2. Pisk smør, sukker og citronskal cremet og lyst i en røremaskine (det tager tid, så vær tålmodig). Tilsæt æg og rør til det er ensartet.

3. Tilsæt mel blandet med natron og kærnemælk skiftestvis og rør indtil det er ensartet.

4. Sæt dejklumper på 4 bageplader med bagepapir enten med en ske eller med en sprøjtepose med stor tylle. Husk at have rimelig med plads imellem, da de hæver og breder sig.

5. Bag i 8-10 min indtil de er hævet op og gyldne. Hvis ovnen bager ujævnt, så husk at vende pladerne efter halvdelen af tiden er gået. Når de tages ud står de og køler 2-3 min. på papiret inden de overføres til en rist for at afkøle helt. Hvis ikke de overføres til rist bliver de bløde og snaskede af fugten fra bagepapiret.

6. Hak den hvide chokolade fint og kom den i en skål.

7. Varm fløde og passionsfrugt kød og saft op til lige under kogepunktet, hæld det i en si over chokolade og mas med en ske så alt frugtsaft kommer igennem. Lad stå i 15 s.

8. Rør indtil massen er ensartet og kom derefter smør i og rør igen indtil massen er ensartet.

9. Lad ganachen køle lidt og stil den i køleskabet med film over i ca. 20-30 min. indtil den har sat sig lidt.

10. Flormelis blandes i en skål med citronsaft – 1 tsk af gangen indtil konsistensen er flydende, men uden at løbe. Hvis du har lidt saft fra en ekstra passionsfrugt kan dette også kommes i glasuren.

11. Sprøjt ganache på en af whoopie bundene, placér en anden ovenpå og klem forsigtig så de sidder fast. Gentag så du har ca. 40-50 små whoopie pies.

12. Smør eller sprøjt citronglasuren over kagen, og den er klar til servering :)

tirsdag den 28. januar 2014

Nytårsdessert - en chokoladebombe uden lige!

De sidste mange år har jeg stået for desserten nytårsaften, og jeg glæder mig hvert år til at lave en dessert hvor der gerne må gøres lidt ekstra ud af det. I år valgte manden og jeg at holde nytår derhjemme alene, da vi begge havde været en del ud af rejse op til, han havde haft en hård eksamen, og julen blev fejret hos vores respektive familier, og derfor havde vi ikke fået set hinanden rigtig i lang tid. Så vi gik i køkkenet sammen hele nytårsdag, og nød at arbejde side om side med en af vores store fælles passioner - mad :) Som altid stod jeg for desserten, og da manden er lidt af en chokoladegris måtte desserten nødvendigvis indeholde store mængder chokolade! Så menuen endte ud med 3 forskellige kanapeer til nytårstalen, kammuslinger med blomkål, nødder og brunet smør, 24 timers bøf, og som den vigtige afslutning: Gateau Marcel med hindbær couli, vanilieis og friske bær. Jeg tog udgangspunkt i Gastromand´s opskrift og ændrede lidt undervejs, så den passede til os. Kagen var en kæmpe succes, manden udtalte med munden fuld, at han aldrig havde smagt en bedre chokoladekage :)




Gateau Marcel
Antal personer: 8

Kagen:
200g sukker
200g smør
100g god mørk chokolade (75-80%)
100g god mælkechokolade (60%)
1 dl pasteuriserede æggeblommer
2 dl pasteuriserede æggehvider

Hindbærcoulis:
200-300g frosne hindbær
20-40g sukker (alt efter smag)
Vaniliestang


Smør og chokolade smeltes i vandbad. Massen afkøles, og imens piskes æggeblommerne hvide med halvdelen af sukkeret. Herefter piskes den afkølede (men stadig flydende) chokolademassen ned i. Æggehviderne piskes stive med det resterende sukker og vendes derefter forsigtig i chokolademassen.
Halvdelen af massen kommes i smurt springform og bages ved 175 grader ca. 25 minutter.


Hindbærrene koges med sukkeret, vaniliekorn og åben vaniliestang på lav-medium varme. Koges indtil massen er let tyknet. Vaniliestangen fjernes, og coulien køles helt ned inden brug.

Når kagen er afkølet (den falder let sammen), smøres et tyndt lag af hindbærcouli på kagen. Lad 1 cm være fri ude ved kanten. Herefter smøres den ubagte halvdel af dejen ovenpå den bagte kage.
Kagen sættes på køl i minimum 1 time, før den serveres, så moussen på toppen af kagen kan nå at sætte sig.

torsdag den 23. januar 2014

Julefrokost Passionsfrugtcurd cheesecake

Jeg er ALTID fuldstændig proppet op med julemad efter en omgang julefrokost. Misforstå mig ikke - jeg elsker alt ved jul, og julemad er ingen undtagelse. Men pyhh...hvor kan man blive tung i maven efter sådan et ædegilde! Så jeg har altid stemt for at man ikke skal have risalamande til en julefrokost (det har man jo allerede fået juleaften), men istedet en let og frisk dessert, som lidt nemmere glider ned selvom maven egentlig er helt fuld. Dette års familiejulefrokost blev derfor prøvekanin for en ny kage - en passionsfrugt curd cheesecake! Og åhh....mit mundvand løber bare ved at jeg skriver om den....for hvor var den bare god :)

Jeg havde lavet passionsfrugt curd og lime curd (kan klart anbefales - curd smager SÅ godt på brød, i pandekager, på vafler, i kager ect. ect. mulighederne er uendelige) som en del af nogle julekurve jeg gav i julegave, og der havde jeg nogle rester, der skulle bruges. Derudover har jeg en kæmpe svaghed for lime og i særdeleshed passionsfrugt - hvad er der ikke fantastisk ved denne lille mærkeligt udseende frugt? Derfor var denne kage perfekt til formålet. Hvis man har lavet curden i forvejen tager kagen ingen tid at lave, men det er til at overskue selvom curden også skal laves. Og man kan sagtens bruge lemon curd istedet eller lignende, jeg blandende i hvert fald mine lime curd og passionsfrugt curd rester, og det smagte vidunderligt frisk. Pynten blev lige hurtigt lidt tempereret mørk chokolade henover kagen og ned af siderne, så man fik det dejlige knæk i munden sammen med syrligt, sødt og en smule bittert. MUMS!



Opskriften er som følger - og lav rigeligt, kagen forsvinder før man får set sig om :)

Passionsfrugt curd, giver rigelige mængder, så der er masser tilovers
12-14 passionsfrugter, alt efter smag
2 store æg
2 store æggeblommer
150g sukker
100g smør

Passionsfrugterne tømmes for frugtkød og sten i en si, og med en ske presser man saften ned i en skål. Sukker, æg og passionsfrugtsaft kommes i en gryde, og opvarmes på lav-medium varme. Pisk konstant indtil blandingen tykner godt ca. 10-12 min. Fjern panden fra varmen og pisk små stykker smør i lidt af gangen. Nedkøl indtil curden har sat sig ca. 30 min.

Cheesecake
350g digestive kiks
100g cashew nødder
120g smeltet smør
500g flødeost
100g sukker
300g creme fraiche
2 æg
1 spsk revet citron eller lime skal
100-200ml curd, alt efter smag

En 20cm springform fores med bagepapir. Kiks og nødder hakkes i en foodprocesser indtil det hele er helt knust, herefter tilsættes det smeltede smør. Kikseblandingen masses ned i bunden af springformen og op langs siderne. Nedkøles i køleskab i ca. 30 min til det har sat sig.
Forvarm ovnen til 160°C. Pisk flødeost og sukker sammen og tilsæt derefter creme fraiche. Når dette er blandet tilsættes æg og citron/lime skal og der piskes til at er blandet godt sammen. Hæld halvdelen af flødeosteblandingen i springformen. Tag skefulde af curden (brug ca. 25-50ml) og placer rundt i flødeosteblandingen. Hæld resten af flødeoste blandingen over og placer skefulde af curden (ca.25-50ml) henover. Tag herefter en spids kniv eller et trædspyd og lav swirls rundt i curd/flødeosteblandingen for at fordele og få et fint mønster.
Bag kagen i ca. 45min indtil midten af kagen lige har sat sig. Sluk ovnen og lad cheesecaken stå med ovndøren en smule åben i ca. 1 time til den er kølet helt ned. Sæt kagen i køleskabet, så den kan blive iskold. Fordel resten af curden over kagen inden servering og pynt evt. med mønster i tempereret mørk chokolade.

Velbekommen :)

onsdag den 4. september 2013

Hverdagslækkerier med jordbær - En mundfuld af sommer og parfait!

Efter specialet har jeg haft lidt mere tid til at hygge mig med dessertkøkkenet, og hvad er bedre end at tage på landet hos forældrene og komplet udnytte alle de skønne bær og frugt de har i haven! Jeg er især vild med jordbær, og har i den forbindelse den perfekte sommerdessert (hvis jeg selv skal sige det) - Jordbærparfait på fragilité bund med mørk chokolade ganache og jordbærsauce - Mums :)
Jeg fik den lavet en del gange under jordbærsæsonen, og den blev nydt med velbehag hver eneste gang!


Her er nøddebunden lidt bleg i det, den må gerne være en smule mere mørk, og så foretrækker jeg faktisk at der også er en nøddebund på toppen, hvor jordbærene så ligger ovenpå den øverste bund, og jordbærsaucen hældes over parfaiten inden bunden ligges over. Men det eneste billede jeg havde var dette - den lidt skrabede udgave af desserten - så I må forestille jer hvordan den ville se ud i luksus-versionen ;) Den søde jordbærparfait, de friske bær, den bitre ganache og den knasende nøddebund udgør i mit hoved den perfekte kombination - og på trods af at der er 5 komponenter, så tager hver komponent ikke særlig lang tid at lave, og selvom parfaiten faktisk er en is, så er der så meget fløde i, at man bare smækker den ind i fryseren - ingen ismaskinen eller omrøring - det er super nemt! Tilgengæld kan den krystallisere hvis man tager den ud og ind af fryseren mere end 1 gang.


En anden lækker parfait er denne jordbærparfait med hakkede friske jordbærstykker, knuste kyskager og lemoncurd vendt i. Jeg fandt opskriften i Spis Bedre, og måtte straks prøve denne jordparfait udgave. Udseendet af selve parfaiten kan der måske arbejdes lidt med, men den smager himmelsk med strejfet af det søde fra kyskagerne og det let syrlige fra lemoncurden. Her er den pynten med en bærsauce af jordbær, hindbær og ribs, og hakket mørk chokolade for at få en kontrast af lidt bitterhed og lidt tekstur.




Parfaiten skal ikke have særlig lang tid i fryseren for at stivne - og igen ingen ismaskine eller omrøring! Elsker den slags udkomplicerede, men lækre desserter :)


Parfait med kyskager og lemoncurdTil 6 personer

200-300g jordbær (alt efter smag)
4 marengs (kyskager)
3dl piskefløde
2dl græsk yoghurt 10%
2 spsk. lemoncurd
6 små forme/ramakiner

Beklæd formene med plastfilm indvendigt, sørg for at det er så glat som muligt ellers kommer der "rynker" i parfaiten. Rens og hak jordbærrene fint. Knus marengsene.
Pisk fløden næsten stiv, og vend yoghurt, knuste marengs og hakkede jordbær i. Bland det hele godt. Vend lemoncurd i, så den kun lige har fordelt sig.
Fordel parfaitmassen i formene, og sæt dem i fryseren ca. 2 timer, eller til de er næsten frosne.

søndag den 3. juni 2012

Cupcakes skal der til....

Udover bryllupskagebageriget har jeg også fået presset et par cupcakes ind i programmet. De er lidt nemmere bare lige at smide sammen til arbejdet eller vennerne end de store kager med fyld. Jeg har lavet nogle stykker efterhånden, men jeg foretrækker lige for øjeblikket tre slags hvoraf jeg har lidt billeder af to af dem. Hindbær/Hvid chokolade cupcake med hindbærtrøffelfrosting (vidunderlig frosting med alle typer bær) som jeg tog udgangspunkt i fra Mad med Hjertet, Chokolade cupcakes med hakket chokolade, blødende blåbærhjerte med blåbærtrøffelfrosting, og Zucotto cupcakes indeholdende vaniliecupcakes med hakket chokolade, fyld af flødeskum med friske hindbær, hakket hasselnødder og toffee stykker, smurt med et lag chokolade ganache og toppet med hvid chokolade og creamcheese frosting og friske hindbær...NAM NAM!!

Og lidt billeder selvfølgelig...
De to første billeder er af chokolade og blåbær cupcakes, og det sidste billede er af Zucotto cupcakes...




Ja..de blev bare lige hurtigt pyntet med lidt blomster fra lageret og noget krymmel...sådan går det når man har travlt ;) Men selvom pynten ikke er den flotteste, så er smagen guddommelig!!!!

Hindbær/Hvidchokolade cupcakes med hindbærtrøffelfrostingca. 28 stk.

Cupcakes
520g hvedemel
4 tsk bagepulver
340g sukker
2 æg
2 tsk. vanillesukker m. top
4 dl. kærnemælk
180g smeltet smør
1/3 tsk salt
300-350g. optøede hindbær, hvor vand/saft er siet fra
200 g. hakket hvid chokolade

Bland det let afkølede smeltede smør med salt, vanille, sukker, æg og mælk. Det piskes godt sammen.
mel og bagepulver blandes og vendes forsigtigt i den første blanding.
Vend hindbær og chokolade i med en dejskraber, til det er nogenlunde fordelt.
Dejen hældes i muffinsforme og bages ved 200 grader i ca. 20 min

Hindbærtrøffelfrosting
Skal laves dagen før, frosting til ca. 25 cupcakes
250-300g hindbær (blåbær og brombær kan også bruges)
1 vanille stang, korn
140g sukker
1 lime, saft
1 blade husblas

Lad det hele småsimre uden låg i 15 min og giv det en tur med stavblenderen. Afkøles helt natten over i køleskabet.

½ l. piskefløde
150g hakket hvid chokolade
4 blade husblas

Læg husblassen i blød i ½ time, og varm fløden op til 80g (til det næsten koger). Hæld halvdelen af fløden over chokoladen, og rør til alt chokoladen er smeltet. Tilsæt lidt efter lidt det sidste fløde.
Vrid husblassen godt for vand og rør det ud i chokolade-fløden. Dæk overfladen af chokolademassen med husholdningsfilmen og lad det gå op ad siderne (der må ikke komme kondens!). Sæt massen på køl til næste dag. Næste dag piskes den kolde creme let og luftigt med en håndmikser og herefter tilsættes hindbærmassen. Pisk kortvarigt til frostingen er helt ensartet.

lørdag den 19. februar 2011

Jordbær/Asti mousse med hakket toblerone - En lækker opskrift til lagkagen..

Jeg er blevet bedt om at dele opskriften på Jordbær/Asti mousse med hakket toblerone, og det vil jeg da selvfølgelig gerne :o) Denne mousse brugte jeg i min nytårskage, og den er simpelthen bare alt alt for lækker! Jeg bruger den imellem chokoladebunde og med friske jorbær - nam nam!!


Jordbær/Asti mousse med hakket toblerone:

Denne portion rækker til 2 lag i en alm. rund kage Ø 23-24!

1 bæger past. æggehvider
1 bæger past. æggeblommer
150 g. sukker
min. 300 g. frosne jordbær - jeg bruger gerne en del mere, men tager så også mere husblas i
½ liter fløde
6-7 blade husblas
ca. 1 dl. asti (smag til indtil du synes den er god)
100 g. hakket mørk toblerone eller mere efter smag og behag

Læg husblassen i blød i rigeligt med koldt vand.
Jordbærene puttes i en grydes, og de skal lige op og koge. Mos eller blend jordbærgrøden, så den bliver fin og ensartet. Tag gryden af blusset. Hvis du ønsker din jordbærmousse skal være lyserød i farven, kan du tilsætte lidt rød frugtfarve nu. Hæld astien i jordbærgrøden og rør rundt. Tag husblassen op af vandet og vrid det værste vand ud af det. "Dump" det direkte i gryden og rør rundt til det er smeltet og grøden er ensartet og fin. Lad det stå og køle af mens du fortsætter med det andet.
Æg og sukker piskes til æggesnapsen er hvid og luftig. Gerne i 5 min. eller mere.
Fløden piskes til en stiv flødeskum - lige før smør-stadiet.
Tobleronen hakkes.
Tag en god skefuld af æggesnapsen og put det op i jordbærgrøden. Rør godt rundt så det bliver ensartet. Hæld nu grøden over i æggesnapsen og vend det forsigtigt i, til det hele er blandet og ensartet.
Tag nu en god skefuld af flødeskummet og put det i ægge-bær-blandingen og rør godt rundt til det er blandet sammen.
Hæld resten af flødeskummet i og vend det forsigtigt i blandingen til den er jævn og ensartet. Vend nu den hakkede chokolade i.

Moussen skal stå på køl i min. 20-30 min, og så kan man enten læggen den i en lagkage som stivner i en form eller man kan lade den stå yderligere 4-6 timer til den er helt stiv og så lægge den i lagkagen.

torsdag den 6. januar 2011

Julefrokost med familien og Fragilité til svigermor

Hvert år holder vi julefrokost i min fars familie 2. juledag, og det bliver altid et skønt virvar af børn og voksne, mad, gaver og masser af hygge og spil. Vi er ved at blive en ret stor flok nu, et godt stykke over 30 stk, så vi kan kun være i mine forældres store landkøkken. Og når vi nu alle var samlet et sted skulle min nye hobby selvfølgelig fremvises, så jeg lavede en julekage med kristtjørn og julestjerne. Familien blev meget overrasket og der lød mange "Mmm.." og "Mums" rundt omkring da der blev sat tænder i den. Det var faktisk min første firkantet kage, og det gik overraskende nemmere at overtrække den end jeg havde regnet med, så nu er det bare om at øve det noget mere indtil kanterne bliver helt knivskarpe.

Kagen er svampet chokoladekage med chokolademousse og passionsfrugt/appelsinmousse smurt op med nutellasmørcreme. Den lille øverste kage er med jordbærmousse og chokolademousse smurt op med nutellasmørcreme og er lavet til ære for min bror der er temmelig kræsen og ikke kan lide passionsfrugt eller særlig meget andet frugt for den sags skyld ;o) Men jordbærmoussen passede ham fint, og jeg fik stort tak for at have taget hensyn til hans luner :o) Ja, så var det det hele værd! Passionsfrugt/appelsinmoussen og jordbærmoussen blev begge super gode og friske, og det er bestemt ikke sidste gang jeg bruger dem.




Julestjernen er selvfølgelig også lavet i fondant som alt det andet pynt og kan spise, hvis man lige passer på blomstertråden i midten af hvert blad :o) Det var faktisk en del nemmere at lave den slags blomster end jeg havde troet, og det er bestemt ikke sidste gang jeg bruger blomstertråd.


D.28 var der så julefrokost hos svigerfamilien. Svigermor havde ønsket sig en fragilité kage i julegave, en kage hun havde fået som barn, men ikke havde smagt siden, så jeg smed en hurtig kage sammen med chokoladecreme og skovbærsauce til. Jeg havde aldrig lavet en fragilité før, og håbede svigermor var tilfreds med min udgave, og heldigvis bragte den lykke hele bordet rundt til julefrokosten - også hos svigermor :o)
Her er opskriften...håber den kan gøre glæde andre steder!

Fragilité med chokoladeskum

Nøddebunde:
4 æggehvider
100 g mandler
150 g flormelis
2 spsk mel

Skum:
200 g mørk chokolade
4 dl piskefløde
1 dl mælk
1 æg

Skovbærsauce:
1 pose frosne skovbær, der koges og moses til en sauce

Chokoladeskum:
Bræk chokoladen i små stykker. Bring 1½ dl. piskefløde og mælk i kog. Tag gryden fra varmen og pisk ægget i. Pisk derefter chokoladen i den varme blanding, lidt ad gangen og sæt cremen koldt.

Pisk 2½ dl.fløde stiv og vend den i den afkølede creme.
Nøddebunde:
Pisk æggehviderne meget stive. Hak mandlerne meget fint og bland dem med flormelis og mel. Vend mandelblandingen i de piskede æggehvider.
Tegn 2 cirkler på bagepapir - diameter ca. 25 cm. Fordel marengsmassen herpå og bag ved 125-130°C i ca. 40 minutter, eller til bundene er sprøde.


Fordel chokoladeskummet på den ene marengsbund og læg forsigtigt den anden over. Pynt med sigtet flormelis og ristede mandler. Server skovbærsaucen til.