mandag den 6. december 2010

Grebet af sløjfer...

Vintervejret har nærmest gjort det umuligt at være udenfor de sidste mange dage. Denne weekend var jeg hos mine forældre for at fejre faderens fødselsdag, og søndag var vi nærmest sneet inde. Men gud hvor er der smukt - og sneen lyser op, så man ikke bliver påvirket så meget af de få lystimer. Jeg fik også "leget" lidt med min storebror i sneen - vi fik bygget snelygter og sneengle mens hunden glad løb rundt om os for at deltage i vildskaben. I de mørke timer kom jeg endnu engang til at kigge på kagehjemmesider og "how to do"-videoer - denne gang omkring sløjfer. Jeg har altid været imponeret af de meget virkelighedstro sløjfer man kan lave af fondant - de er bare så super flotte - og nu måtte jeg så prøve selv. Så jeg gik igang, og der blev lavet sløjfer i flere størrelser og farver - og ihh...hvor er det skønt selv at kunne lave den slags fine sløjfer selv.

Da faderen skulle på arbejde idag måtte han jo have en kage med, så jeg biksede lige en chokoladekage med limemousse sammen, og overtrak og pyntede den med rester jeg havde tilbage fra tidligere kager. Og så måtte der selvfølgelig en sløjfe på kagen når jeg nu havde nogle stykker liggende fra "øve-timen"


Indrømmet - farverne er virkelige dårlige på billedet (ja, det var altså kun et gammelt kamera der lige var i nærheden), men kagen er blå med gråblå bånd og sløjfe og grønne polkaprikker. Sløjfen og båndene er desuden dustet med guldfarve.

Har lige fået tilbagemelding fra faderen, og kagen var heldigvis en succes både hos ham selv og hans ansatte...det er nu dejligt at kunne sprede sukker-glæde på en helt almindelig mandag :o)

søndag den 5. december 2010

Benfica fødselsdags-kage

Min søde venindes mand havde fødselsdag igår og det skulle selvfølgelig fejres med en kage. Han er portugiser og derfor inkarneret Benfica fan, så det var oplagt at lave Benficas logo. Nu er det logo utrolig detaljeret, så jeg måtte indrømme overfor min veninde at det ikke var sikkert jeg kunne lave det fuldstændig som originalen. Men hun insisterede på at det skulle være dette logo, så jeg kastede mig ud i det. Kagen måtte desuden heller ikke indeholde flødeskum, så jeg lavede en mudcake med chokoladeganasche som "smørcreme". Den blev ikke helt så god som ønsket, men min veninde var meget tilfreds, og det er jo det vigtigste :o)


lørdag den 4. december 2010

Dåbskage - åkander og søgræs

Min mors "pap-barnebarn" skulle døbes og så skulle der selvfølgelig laves en dåbskage til den søde dreng. Jeg er ikke meget til de typiske dåbskager, så jeg lavede et sø-tema med åkander, søgræs og guldsmede. Kagen var med hindbærmousse, chokolademousse smurt op med nutellasmørcreme i øverste lag, og skovbærmousse, skildpaddemousse smurt op med nutellasmørcreme i nederste lag. Begge lag var med 2 lyse bunde og en nøddebund.




Kagen bragte stor glæde, og jeg fik endda en hilsen bagefter af den "rigtige" bedstemor med et stort tak for kagen - SÅ bliver man da først rigtig stolt :o)

Bryllupskagekursus i nov.

Så kom jeg på mit første kursus - et bryllupskagekursus for nybegyndere. Jeg glædede mig som et lille barn til juleaften og endelig oprandt dagen. Vi skulle lave en toetagers bryllupskage og øve os på simple blomster og hvordan man overtrækker uden problemer. Jeg fik gode tips med hjem og følte mig langt bedre rustet til at lave disse kager end tidligere. Resultatet blev en hvid kage med ferskenfarvet roser og callaliljer.




Dåbskage med pang

Min dejlige venindes smukke smukke datter skulle døbes og hun ønskede sig en kage i gave, men ikke en putte-nusse tøsekage - det skulle være en kage med pang-farver og gerne med masser af dem. Kagen gav mig en del besvær, da overtrækket sprak flere steder - tror simpelthen ikke mit hjemmelavede mmf kan tåle så meget farve, men heldigvis fik jeg rettet på det og dækket med alle blomsterne.




Kagen var med limemousse i to lag med 2 chokoladebunden og 1 nøddebund smurt op med nutellasmørcreme. Min veninde og hendes mand blev meget glade og kunne heldigvis ikke se hvor besværlig kagen havde været at overtrække:o)

Anders And kage

Efter kagen til min mors arbejde kom jeg til at love en dreng med downs syndrom fra hendes arbejde en fødselsdagskage. Kagen skulle selvfølgelig være med det store hit for tiden - Anders And.


Kagen var med hindbærmousse, chokolademousse med tre lyse bunde smurt op med nutellasmørcreme. Heldigvis blev drengen ovenud lykkelig for kagen og så er det jo det hele værd :o)

2. og 3. store kage

De næste kager var af normal størrelse. Jeg lavede en til en vennemiddag med to lag skovbærmousse, 2 lyse bunde og en nøddebund smurt op med nutellasmørcreme. Overtræk og pynt i hjemmelavet mmf.


Med de blomster der var tilbage fra kagen til vennemiddagen lavede jeg denne kage til min mors arbejde. Kagen var med limemousse (helt klart min yndlings-mousse), skildpaddemousse med 3 lyse bunde smurt op med nutellasmørcreme.




Begge kager var en succes, og pludselig begyndte min omgangskreds at snakke om kager i lange baner - altid hyggeligt når man kan sætte tanker igang hos andre :o)

Små kager for øvelsens skyld

De næste kager jeg lavede var små - vel nok ikke mere end 8-10 cm i diameter. Jeg ville øve mig i at overtrække kagerne, så de blev uden folder og sprækker - resultatet blev som håbet kager uden store fejl.

Kagerne er lyse bunde med limemousse og skildpaddemousse smurt med nutellasmørcreme. Overtræk og pynt i mmf.




Min første kage - august 2010

Min allerførste kage var en gave til en veninde som skulle holde barnedåb for sin lille pige. Det var et helt nyt univers, og jeg surfede rundt på nettet for at få gode tips og inspiration. Resultatet blev en kage med hindbærmousse og chokolademousse med to lyse kagebunde og en nøddebund smurt op med ultimate chocolate frosting. Pynt og overtræk er af fondant.





Kagen har voldsomt mange fejl, men jeg var alligevel stolt af mit første forsøg - og som man siger: "Øvelse gør mester".

Så blev det min tur...

Endelig..endelig...nu fik jeg oprettet en side, hvor jeg kan lægge alle mine billeder op af både kager og heste, så mine venner og bekendte lidt nemmere kan følge med i mit liv...


Jeg er totalt nybegynder med det her blog-univers, så I må bære over med mig hvis noget er helt mærkeligt eller fjollet - jeg skal nok blive bedre og få styr på hvordan jeg gør det hele :o)