torsdag den 6. januar 2011

Julefrokost med familien og Fragilité til svigermor

Hvert år holder vi julefrokost i min fars familie 2. juledag, og det bliver altid et skønt virvar af børn og voksne, mad, gaver og masser af hygge og spil. Vi er ved at blive en ret stor flok nu, et godt stykke over 30 stk, så vi kan kun være i mine forældres store landkøkken. Og når vi nu alle var samlet et sted skulle min nye hobby selvfølgelig fremvises, så jeg lavede en julekage med kristtjørn og julestjerne. Familien blev meget overrasket og der lød mange "Mmm.." og "Mums" rundt omkring da der blev sat tænder i den. Det var faktisk min første firkantet kage, og det gik overraskende nemmere at overtrække den end jeg havde regnet med, så nu er det bare om at øve det noget mere indtil kanterne bliver helt knivskarpe.

Kagen er svampet chokoladekage med chokolademousse og passionsfrugt/appelsinmousse smurt op med nutellasmørcreme. Den lille øverste kage er med jordbærmousse og chokolademousse smurt op med nutellasmørcreme og er lavet til ære for min bror der er temmelig kræsen og ikke kan lide passionsfrugt eller særlig meget andet frugt for den sags skyld ;o) Men jordbærmoussen passede ham fint, og jeg fik stort tak for at have taget hensyn til hans luner :o) Ja, så var det det hele værd! Passionsfrugt/appelsinmoussen og jordbærmoussen blev begge super gode og friske, og det er bestemt ikke sidste gang jeg bruger dem.




Julestjernen er selvfølgelig også lavet i fondant som alt det andet pynt og kan spise, hvis man lige passer på blomstertråden i midten af hvert blad :o) Det var faktisk en del nemmere at lave den slags blomster end jeg havde troet, og det er bestemt ikke sidste gang jeg bruger blomstertråd.


D.28 var der så julefrokost hos svigerfamilien. Svigermor havde ønsket sig en fragilité kage i julegave, en kage hun havde fået som barn, men ikke havde smagt siden, så jeg smed en hurtig kage sammen med chokoladecreme og skovbærsauce til. Jeg havde aldrig lavet en fragilité før, og håbede svigermor var tilfreds med min udgave, og heldigvis bragte den lykke hele bordet rundt til julefrokosten - også hos svigermor :o)
Her er opskriften...håber den kan gøre glæde andre steder!

Fragilité med chokoladeskum

Nøddebunde:
4 æggehvider
100 g mandler
150 g flormelis
2 spsk mel

Skum:
200 g mørk chokolade
4 dl piskefløde
1 dl mælk
1 æg

Skovbærsauce:
1 pose frosne skovbær, der koges og moses til en sauce

Chokoladeskum:
Bræk chokoladen i små stykker. Bring 1½ dl. piskefløde og mælk i kog. Tag gryden fra varmen og pisk ægget i. Pisk derefter chokoladen i den varme blanding, lidt ad gangen og sæt cremen koldt.

Pisk 2½ dl.fløde stiv og vend den i den afkølede creme.
Nøddebunde:
Pisk æggehviderne meget stive. Hak mandlerne meget fint og bland dem med flormelis og mel. Vend mandelblandingen i de piskede æggehvider.
Tegn 2 cirkler på bagepapir - diameter ca. 25 cm. Fordel marengsmassen herpå og bag ved 125-130°C i ca. 40 minutter, eller til bundene er sprøde.


Fordel chokoladeskummet på den ene marengsbund og læg forsigtigt den anden over. Pynt med sigtet flormelis og ristede mandler. Server skovbærsaucen til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar