tirsdag den 28. januar 2014

Nytårsdessert - en chokoladebombe uden lige!

De sidste mange år har jeg stået for desserten nytårsaften, og jeg glæder mig hvert år til at lave en dessert hvor der gerne må gøres lidt ekstra ud af det. I år valgte manden og jeg at holde nytår derhjemme alene, da vi begge havde været en del ud af rejse op til, han havde haft en hård eksamen, og julen blev fejret hos vores respektive familier, og derfor havde vi ikke fået set hinanden rigtig i lang tid. Så vi gik i køkkenet sammen hele nytårsdag, og nød at arbejde side om side med en af vores store fælles passioner - mad :) Som altid stod jeg for desserten, og da manden er lidt af en chokoladegris måtte desserten nødvendigvis indeholde store mængder chokolade! Så menuen endte ud med 3 forskellige kanapeer til nytårstalen, kammuslinger med blomkål, nødder og brunet smør, 24 timers bøf, og som den vigtige afslutning: Gateau Marcel med hindbær couli, vanilieis og friske bær. Jeg tog udgangspunkt i Gastromand´s opskrift og ændrede lidt undervejs, så den passede til os. Kagen var en kæmpe succes, manden udtalte med munden fuld, at han aldrig havde smagt en bedre chokoladekage :)




Gateau Marcel
Antal personer: 8

Kagen:
200g sukker
200g smør
100g god mørk chokolade (75-80%)
100g god mælkechokolade (60%)
1 dl pasteuriserede æggeblommer
2 dl pasteuriserede æggehvider

Hindbærcoulis:
200-300g frosne hindbær
20-40g sukker (alt efter smag)
Vaniliestang


Smør og chokolade smeltes i vandbad. Massen afkøles, og imens piskes æggeblommerne hvide med halvdelen af sukkeret. Herefter piskes den afkølede (men stadig flydende) chokolademassen ned i. Æggehviderne piskes stive med det resterende sukker og vendes derefter forsigtig i chokolademassen.
Halvdelen af massen kommes i smurt springform og bages ved 175 grader ca. 25 minutter.


Hindbærrene koges med sukkeret, vaniliekorn og åben vaniliestang på lav-medium varme. Koges indtil massen er let tyknet. Vaniliestangen fjernes, og coulien køles helt ned inden brug.

Når kagen er afkølet (den falder let sammen), smøres et tyndt lag af hindbærcouli på kagen. Lad 1 cm være fri ude ved kanten. Herefter smøres den ubagte halvdel af dejen ovenpå den bagte kage.
Kagen sættes på køl i minimum 1 time, før den serveres, så moussen på toppen af kagen kan nå at sætte sig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar