søndag den 16. november 2014

Babyrumpe dåbs-/1 års kage (Baby rump) i blå nuancer

Lille Malik fyldte 1 år og skulle også døbes, så kagen til dagen var en kombikage til den kombinerede begivenhed. Hans søde mor spurgte mig utrolig pænt (og med masser af smiger) om jeg ikke ville lave den - og selvfølgelig ville jeg det :) Kagen måtte gerne være lidt anderledes, sød og sjov uden at være for dåbskage-traditionel - og Maliks mor faldt pladask for en baby rumpe kage. Så dét blev det :)

Kagen var med jordbærmousse med skiver af friske jordbær, rabarberkompot, vanillemousse med hakket nøddekrokant imellem lyse lagkagebunde, smurt op med en mørk chokoladesmørcreme.



Kagen blev heldigvis godt modtaget, og det er jo den allerbedste del af arbejdet når folk bliver glade og tilfredse :)

onsdag den 8. oktober 2014

Chokoladetærte med ganache, hindbær og en lille overraskelse!


Jeg faldt over en opskrift på nettet for en del tid siden som jeg bare måtte lave (desværre kan jeg ikke huske hvor den kommer fra). Tærten så så lille og indbydende ud, og jeg elsker hindbær og chokolade sammen. Samme dag var jeg kommet forbi Torvehallerne som havde pufsukker, og det måtte jeg simpelthen bare prøve med det samme. Men lidt justeringer blev det til denne lille lækkerbisken, der overrasker med pufsukkeret i tærtebunden. Man kan bruge alle typer let syrlige frugt eller bær i stedet for hindbær, så det er bare om at bruge fantasien og lave tærterne med lige det man bedst selv kan lide. Jeg har flere gange brugt den som petit four eller som en lille sød bid efter aftensmaden - og den er skøn - og sjov!!



Chokoladetærte med ganache, hindbær og en lille overraskelse!
Ingredienser (4 stk. – gang med ca. 2½ til en stor tærte)

Bunde:

20-30 g pufsukker (afhængig af hvor meget man gerne vil have det skal "puffe" i munden)
70 g hasselnødder
100 g god mælkechokolade


Fyld:

20 frosne eller friske hindbær
Evt. lidt sukker (smag til)
50 g god mørk chokolade
25 g fløde
½ spsk smør

Evt. friske hindbær (som pynt) eller lav et tyndt lag hindbærgele af saft fra kogte hindbær og nogle plader husblas opløst i saften. Når dette er kølet hældes det over toppen af tærten og den sættes på køl i et par timer.

  
Bunde:
Rist nødderne kort i ovnen og befri dem for skal ved at lægge dem i et viskestykke og gnide dem mod hinanden indeni viskestykket.
Blend nødderne til nøddemel (evt. blen kun 50 g til nøddelmel, og hak de sidste 20 g groft for en mere grov tærtebund).
Smelt chokoladen over vandbad, og lad det køle lidt af (til en temperatur på 32 grader, hvis du har et sukkertermometer).
Bland pufsukker, smeltet chokolade og nøddemel, fordel det i minitærteforme (ca. 7 cm i diameter), og sæt dem på køl.
Tag bundende ud af formene (Dyp evt. kanterne i resten af den smeltede chokolade)
Sæt bundene på køl igen, mens du laver fyldet.
  
Fyld:
Bring de frosne hindbær i kog i en gryde med en smule sukker, og mos dem til puré.
Afkøl hindbærpuréen, og fordel det eller friske hindbær i bundene.
Hak chokoladen fint, og hæld det i en skål sammen med smørret.
Bring fløde i kog i en gryde, og hæld det over den hakkede chokolade og smørret.
Lad det stå i 30 sek. og rør forsigtigt rundt indtil chokoladen er smeltet. Hvis der røres for meget kan chokoladen skille. Dette kan dog løses ved at en smule iskold fløde hældes over, og der røres forsigtigt. Gentag dette indtil massen er samlet igen.
Lad ganachen køle lidt af, og fordel den oven på hindbærpuréen.

Sæt de færdige tærter på køl indtil servering og pynt evt. med friske eller frysetørrede hindbær og lidt guldflager.


Her er blot en hurtig udgave af dem, hvor jeg ikke havde tid til at tage dem ud af formen. De er altså ret fine hvis de serveres uden form med lidt chokolade på kanten.
 


fredag den 26. september 2014

Alan Dunn kursus - Passionsfrugtblomst i buket

Siden jeg startede med at lave fondantkager og sukkerblomster, har jeg haft en brændende ønske om at komme på kursus med Alan Dunn - engelsk ekspert i sukkerblomster, der har skrevet en håndfuld fantastiske bøger om at lave sukkerblomster, så det ligner naturlige. Min første - og indtil videre eneste - bog om sukkerblomster er fra denne guru, og jeg har lært stort set alt jeg kan ud fra denne ene bog. Alan holder nogle gange kurser i England, og jeg har mange gange overvejet om jeg skulle tilmelde mig, men indtil nu har pengene ikke været til både kursus og rejse. Sidste efterår så jeg til min overraskelse, at LOCA Cake classes havde fået ham overtalt til at holde et kursus i København, og jeg tilmeldte mig selvfølgelig straks. Jeg har gået og ventet spændt i et helt år, og i slut september i år var det så tid - endelig!!
Vi var 18 dejlige damer, der havde fået plads, og det var simpelthen en så hyggelig og lærerig weekend i selskab med vores alles store idol og hinanden :) Da hans buket med en passionsfrugtblomst havde været ønsket, var et normalt 3 dages kursus presset ned til to dage, så vi havde travlt - og det var hårdt, men vi nød hvert minut og var alle super stolte af os selv og hinanden, da vi stod med den færdige buket søndag aften. Alan er verdens sødeste mand - ingen stjernenykker overhovedet, og med masser af den gode tørre engelske humor. Han er kun steget endnu mere i anseelse hos mig, da han udover at være vanvittig dygtig også er en helt igennem flink fyr.
Der blev snakket lidt om at han måske ville komme igen næste år, så jeg krydser fingre for at jeg kan få en plads igen!

Sådan blev mit resultat efter to dages kamp og masser af grin, grimme ord og hygge :)





torsdag den 25. september 2014

Dessertkagen med lyserøde flæser - venindens fejring!

Min smukke dejlige veninde skulle forsvare sit speciale, og umiddelbart efter karakteren var givet skulle der holdes reception. Min veninde var lidt presset ved tanken om at skulle nå både at forberede sig på forsvaret og gøre alt klar til receptionen, så jeg foreslog som så mange gange før at lave kagen til receptionen, og hun takkede lettet ja. Selve kagen blev en gentagelsen af dessertkagen jeg har lavet tidligere, da jeg elsker den og har snakket så meget om den at min veninde også ville prøve den. Kagen indeholder derfor nougatcreme med nøddekrokant, trøffelmousse, friske hindbær, hindbærsyltetøj imellem lyse lagkagebunde, smurt op og pyntet med flæser i hindbærtrøffelcreme, en fondant blomst og guldflager.



Jeg nød at lave denne kage fra ende til anden, da jeg glædede mig utrolig meget til min venindes forsvar (og sad med kvalme hele vejen igennem forsvaret pga nervøsitet på hendes vegne ;)), og jeg samtidig havde fået lov til at afprøve flæseteknikken - hvilket jeg længe har haft lyst til at lege med, da det ligner en nem og hurtig måde at pynte på. Da hun fik sit velfortjente 12-tal var jeg verdens mest stolte veninde!! Og kagen blev spist med masser af glæde og nydelse :)

søndag den 31. august 2014

One Direction - lyserød og super cool

Jeg havde fået æren af at lave en konfirmationskage - og selvfølgelig skulle den være både lyserød og med One Direction tema. Jeg har ikke den store erfaring med at modellere mennesker, så jeg foreslog at der istedet var et skyggebillede af drengene og deres logo.
Kagen var med skovbærmousse, hvid chokolade creme med hakket karamel og friske bær imellem lyse lagkagebunde smurt op med vanillesmørcreme og pyntet med fondant.




Kagen bragte heldigvis glæde hos konfirmanten, og så er min opgave jo fuldført :)

fredag den 25. april 2014

Jorden rundt på en dåbskage

Min skønne venindes lille smukke søn skulle døbes, og jeg tilbød straks at lave dåbskagen. Jeg lavede hendes datters kage for nogle år siden, så i mit hoved var det en selvfølge at sønnens kage også skulle være fra mig. Min veninde er fra Libanon, men opvokset på Ærø, hendes mand er fra Portugal, men opvokset i Sydafrika - og nu bor de begge i Danmark, så de ville gerne have dette udtrykt på kagen. Desuden var dåben med temaet "organisk feeling", så lidt natur måtte jeg også få plads til. Kagens indhold måtte gerne være lidt tungt og "med det hele" eftersom de er nogle sukker og chokoladegrise, så det blev til tobleronecreme, hindbærmousse, vanillemousse, friske blåbær, ristedet hasselnødder, lyse bunde og tobleronesmørcreme. Overtrukket og pyntet med fondant.



Kagen blev taget imod med uhhh og åhhh, og min veninde blev super glad - hvad gør man ikke for tøserne i ens liv ;)

søndag den 13. april 2014

Dessertkagen - smuk, tung og virkelig syndig

Nogle gange vil man gerne forkæle andre uden at det behøver tage flere dage at overtrække og pynte. Så da svigerfamilien kom på besøg lige efter jul smækkede jeg en lækker dessertkage sammen og pyntede på den nemmeste og hurtigste måde med sprøjtede roser, guldflager, frysetørret hindbærpulver og små fondantblomster. Kagen bestod af mørk chokoladetrøffel mousse, nougatcreme med hakket nøddekrokant, hjemmelavet hindbærsyltetøj imellem lyse lagkagebunde dryppet med lidt sherry og pyntet med roser sprøjtet af hindbær trøffelcreme. Kagen var tung som et ondt år, ligesom en dessertkage skal være, men den smagte fuldstændig som jeg forestiller mig himlen ville smage hvis den var manifesteret i en kage ;) Svigerfamilien var i hvert fald meget tilfredse og snakker stadig om kagen - og det er jo den største ros :)





Dessertkage med nougat, nøddekrokant og hindbærtrøffelcreme
10-12 personer

Nougatcreme
200 gr. nougat
½ l. fløde

Nøddekrokant
150 gr. nødder (jeg brugte mandler, hasselnødder, pecan og pinjekerner)
50 gr. sukker

Trøffelmousse
2½ dl. mælk
8 blade husblas
400 gr. mørk chokolade (jeg brugte 70%)
½ l. fløde

Hindbærtrøffelcreme
500g frosne hindbær
1 vanillestang
100g sukker (måske mere eller mindre - smages til)
2 husblas

3/4l fløde
200g Hvid chokolade
2-3 blade husblas

Lagkagebunde
Jeg lavede min bedstemors lyse bunde i en 22cm springform, der skal bruges to bunde i alt.

Nougatcreme
Smelt nougat’en sammen med fløden og bring den lige til lige under kogepunktet.
Kom den flydende nougatcreme i en beholder og læg husholdningsfilm over. Sørg for at filmen ligger helt ned til overfladen af cremen og op langs siderne af beholderen.
Stil den på køl i min. 8 timer eller til den er kølet fuldstændig af - stil den evt. i fryseren 10-15 før du pisker - det er helt centralt at cremen er iskold!
Pisk cremen til den bliver tyk, men pas på med ikke at piske for længe, for så skiller den.

Nøddekrokant
Nødderne kommes på en pande sammen med sukkeret. Ved lav varme smeltes sukkeret og bliver til karamel, der omgiver nødderne.
Når sukkeret er helt smeltet, hældes det hele ud på et stykker bagepapir og kølnes indtil alt karamellen er størknet sammen med nødderne. Når nøddekaramellen er helt kold, hakkes det så det bliver til en lidt grov krokant blanding.  Krokanten vendes i den piskede nougatcreme.

Mørk chokoladetrøffel mousse
Husblassen kommes i koldt vand i 30 minutter, og chokoladen hakkes fint. Kog mælken op, vrid husblassen fri for vand og smelt den i mælken. Hæld den varme mælk over en en skål sammen med ⅓ del af chokoladen. Pisk indtil chokoladen er smeltet og blankt.
Tilføj ⅓ del mere af chokoladen og gentag indtil alt chokolade er smeltet. Pisk fløden let og vend den i chokoladeblandingen.

Hindbærtrøffelcreme
Husblassen kommes i koldt vand i 30 minutter. Hindbærene koges i 10-15 min. med sukker og vanillestang, blendes og kernerne siges fra. Smelt 2 blade husblas i hindbærblandingen, og tag en 1/4 fra til syltetøj. Sæt begge dele på køl. Varm fløden op over vandbad, og smelt den hvide chokolade i det. Vrid husblas fri for vand og smelt den i chokoladeblandingen. Kom chokoladecremen i en beholder og læg husholdningsfilm over. Sørg for at filmen ligger helt ned til overfladen af cremen og op langs siderne af beholderen.
Stil den på køl i min. 8 timer eller til den er kølet fuldstændig af - stil den evt. i fryseren 10-15 før du pisker - det er helt centralt at cremen er iskold! Pisk cremen op, og tilsæt hindbærblandingen.

Kagen
Når først trøffelmoussen er lavet, skal kagen rimelig hurtig på køl, da den sætter sig ret hurtigt. Så det er nemmest at forberede det meste af kagen før moussen laves.
Læg en lagkagebund i springformen, og dryp forsigtigt med en smule sherry/mørk rom/spiritus efter eget valg ud over.
Smør nougat/krokant cremen ud på bunden, og smør hindbærsyltetøjet ud over cremen.  Hæld trøffelmoussen udover, og læg en lagkagebund ovenpå. Stil kagen i køleskabet i minimum 5 timer før servering, så den har sat sig. Tag kagen ud af springformen, husk at løsne med en kniv rundt langs kanten inden formen løftes. Sprøjt roser på kagen med hindbærtrøffelcremen, pynt med guldflager, frysetørret hindbær og små fondantblomster. Værsgo´ - Go crazy :)

tirsdag den 11. marts 2014

BrownieCheesecake med hindbærhjerter - Alt det gode i én kage

De fleste er ret glade for brownie, tung, klæbrig og med fyldig chokoladesmag, de fleste er også temmelig glade for cheesecake, syrlig, frisk og silkeblød i munden. Jeg er tilfældigvis komplet tosset med begge dele, og hvad er så bedre end at sætte de to ting sammen i én kage? Kagen blev også brugt i KageKampen, og jeg blev den heldige vinder af rød/hvid udfordringen med den :)
Prøv at bage den, den smager som himlen med tung chokolade, frisk flødecreme og syrlig/søde hindbær....Mmmm...måske jeg selv skulle bage den med det samme :)



BrownieCheesecake med hindbærhjerter

400g Flødeost (Philladelphia)
2 spsk citronsaft
2 spsk revet citronskal fra økocitroner
2 spsk lyst fint rørsukker
2 vanillestang
1 æg

150g smør
1,5 dl lyst fint rørsukker
3 æg
1 vanillestang
1,5 dl hvedemel
180g mørk chokolade 70%
300g friske hindbær


1. Smelt smørret og chokoladen i en gryde ved lav varme, og rør det sammen. Lad det køle lidt af.

2. Skrab kornene ud af vanillestangen og mas det sammen med sukkeret. Pisk flødeosten, vanillesukker, citronsaft og citronskal godt sammen. Tilsæt æg og pisk til ensartet. Stil cheesecake-cremen til side.

3. I en røremaskine piskes æg, sukker og vanilje sammen til en lys og luftig masse. Tilsæt chokolademassen til æggeblandingen under omrøring, og vend herefter melet i dejen.

4. Beklæd en 20cm springform med bagepapir og hæld chokoladedejen i. Tag cheesecake-cremen frem, og smør det oven på kagen, pas på med ikke at smøre cremen helt ud til kanten, da det kan få toppen til at sprække fordi dampen fra brownien ikke kan slippe ud.

5. Blend halvdelen af de friske hindbær og si dem for kerner. Sug saften op i en kanyle, og dryp prikker udover cheesecake-cremen. Stik en tandstik eller spids træpind i toppen på en prik og træk forsigtigt igennem prikken og ud, så der dannes et mønster.

6. Bag kagen i ovnen ved 180 grader i ca. 30-35 minutter. Hold øje med kagen, den skal være klæg, og der skal hænge lidt chokoladedej ved, når der stikkes med en træpind. Lad kagen afkøle helt før den flyttes ud af formen.

7. Pynt med resten af de friske hindbær.


Sådan kommer hindbærhjerterne til at se ud på toppen. Det krævede en del øvelse før jeg selv havde helt styr på teknikken, men det er super nemt og hurtigt når det først kører :)

Kagen her sprækkede desværre på toppen, da den blev afkølet i køleskabet. Kagen skal helst bare stå på køkkenbordet til den ikke er varm mere før den sættes på køl.

onsdag den 5. marts 2014

Citron Whoppie Pies med Passionsfrugtganache

Jeg elsker passionsfrugt, ELSKER med store bogstaver, og da vi i KageKampen skulle lave småkager med fyld var det første der faldt mig ind, at fyldet skulle indeholde passionsfrugt. Og da jeg i forvejen er helt syg med disse små nuttede whoopie pies var det en no brainer at vælge mine citron whoopie pies med passionsfrugtganache. Jeg har været forelsket i denne lille godbid fra første gang jeg fandt på den, og den fik heldigvis også gode anmeldelser fra dommerne. Da jeg første gang støtte ind i ordet Whoopie Pie havde jeg ingen anelse om hvad det var, men med lidt research fandt jeg en historie om whoopie piens oprindelse. I tidernes morgen skulle denne lille lækkerbidsken være blevet opfundet ved et tilfælde, da man bagte cupcakes. Resterne fra cupcakedejen var ikke nok til endnu en cupcake så istedet lavede man nogle dejklatter på et bagepapir, bagte dem kortvarigt, smed cupcake frosting ind imellem to og spiste dem som små søde ekstrakager. Dette vidste sig som en stor succes, og whoopie pien var en realitet! Synes det er så utrolig hyggeligt når en kage er blevet skabt ved et tilfælde :)



Citron Whoopie Pies med Passionsfrugtganache - ca. 40 stk

250 g blødt smør
430 g sukker
Revet skal fra 3 store økologiske citroner
2 æg
600 g hvedemel
2 tsk natron
250 g kærnemælk
400 g hvid chokolade
160 g fløde
40 g smør
5 passionsfrugter
4-6 tsk citronsaft
230 g flormelis


1. Forvarm ovnen til 180C.

2. Pisk smør, sukker og citronskal cremet og lyst i en røremaskine (det tager tid, så vær tålmodig). Tilsæt æg og rør til det er ensartet.

3. Tilsæt mel blandet med natron og kærnemælk skiftestvis og rør indtil det er ensartet.

4. Sæt dejklumper på 4 bageplader med bagepapir enten med en ske eller med en sprøjtepose med stor tylle. Husk at have rimelig med plads imellem, da de hæver og breder sig.

5. Bag i 8-10 min indtil de er hævet op og gyldne. Hvis ovnen bager ujævnt, så husk at vende pladerne efter halvdelen af tiden er gået. Når de tages ud står de og køler 2-3 min. på papiret inden de overføres til en rist for at afkøle helt. Hvis ikke de overføres til rist bliver de bløde og snaskede af fugten fra bagepapiret.

6. Hak den hvide chokolade fint og kom den i en skål.

7. Varm fløde og passionsfrugt kød og saft op til lige under kogepunktet, hæld det i en si over chokolade og mas med en ske så alt frugtsaft kommer igennem. Lad stå i 15 s.

8. Rør indtil massen er ensartet og kom derefter smør i og rør igen indtil massen er ensartet.

9. Lad ganachen køle lidt og stil den i køleskabet med film over i ca. 20-30 min. indtil den har sat sig lidt.

10. Flormelis blandes i en skål med citronsaft – 1 tsk af gangen indtil konsistensen er flydende, men uden at løbe. Hvis du har lidt saft fra en ekstra passionsfrugt kan dette også kommes i glasuren.

11. Sprøjt ganache på en af whoopie bundene, placér en anden ovenpå og klem forsigtig så de sidder fast. Gentag så du har ca. 40-50 små whoopie pies.

12. Smør eller sprøjt citronglasuren over kagen, og den er klar til servering :)

lørdag den 22. februar 2014

KageKampen - en oplevelse for livet!

Som jeg før har fortalt en smule om, så var jeg med i Kanal 5´s første sæson af kageprogrammet KageKampen. Jeg havde egentlig tilmeldt mig Den store bagedyst på DR1, men selv med en udvælgelse til casting måtte jeg sige fra inden jeg overhovedet havde givet det et forsøg, da mit speciale skulle afleveres lige efter de første optagelser. Så da KageKampen kort tid efter søgte om deltagere blev jeg opfordret af en stor del af vennekredsen til at prøve lykken med dette program. Efter en hel del overvejelser valgte jeg at indsende en ansøgning og 1 time senere sad jeg med en caster i røret, der gerne ville se mig så hurtigt som muligt. Nogle dage senere var min deltagelse virkelighed, og mine nerver hang i laser ;) Men med en masse øvelse i baggagen tog jeg afsted - og endte med at få en oplevelse for livet. Mine konkurrenter var 4 fantastiske tøser, der alle var fuldstændig lige så vilde med at bage som jeg, og vi fik i løbet af meget kort tid et fantastisk sammenhold med hinanden, og med hele holdet bag programmet. Heldigvis gik det rimelig godt - vi havde 4 udfordringer i alt, og i de tre sidste blev én smidt ud hver gang. Jeg endte med at vinde to udfordringer og nå det man vel kan kalde semifinalen. Så det var en stolt kagebager, der tog hjem med masser af nyfunden selvtillid og nye venner :)

Jeg synes I skal have opskrifterne på det jeg bagte - de vil komme i efterfølgende indlæg - Men her først lidt billeder:


 Mit kagehold og Thomas

Citron whoppiepie med passionsfrugtganache og Solbær/Lakrids kys

  Brownie-Cheesecake med hindbær

Gallakage med marengsnøddebunde, jordbærskum, friske jordbær, rabarberkompot og chokoladeganache. Pyntet med lemoncurd smørcreme, karamelplader, frysetørret jordbær

Gallakagen da jeg øvede derhjemme
 Chokolade og øl cupcakes med flødeostefrosting med ahornsirup og bacon

 Min skønne kagekollega Mia og jeg

 Man kommer nemt til skade, så efter tredie gang fik jeg hjælp af Thomas


tirsdag den 28. januar 2014

Nytårsdessert - en chokoladebombe uden lige!

De sidste mange år har jeg stået for desserten nytårsaften, og jeg glæder mig hvert år til at lave en dessert hvor der gerne må gøres lidt ekstra ud af det. I år valgte manden og jeg at holde nytår derhjemme alene, da vi begge havde været en del ud af rejse op til, han havde haft en hård eksamen, og julen blev fejret hos vores respektive familier, og derfor havde vi ikke fået set hinanden rigtig i lang tid. Så vi gik i køkkenet sammen hele nytårsdag, og nød at arbejde side om side med en af vores store fælles passioner - mad :) Som altid stod jeg for desserten, og da manden er lidt af en chokoladegris måtte desserten nødvendigvis indeholde store mængder chokolade! Så menuen endte ud med 3 forskellige kanapeer til nytårstalen, kammuslinger med blomkål, nødder og brunet smør, 24 timers bøf, og som den vigtige afslutning: Gateau Marcel med hindbær couli, vanilieis og friske bær. Jeg tog udgangspunkt i Gastromand´s opskrift og ændrede lidt undervejs, så den passede til os. Kagen var en kæmpe succes, manden udtalte med munden fuld, at han aldrig havde smagt en bedre chokoladekage :)




Gateau Marcel
Antal personer: 8

Kagen:
200g sukker
200g smør
100g god mørk chokolade (75-80%)
100g god mælkechokolade (60%)
1 dl pasteuriserede æggeblommer
2 dl pasteuriserede æggehvider

Hindbærcoulis:
200-300g frosne hindbær
20-40g sukker (alt efter smag)
Vaniliestang


Smør og chokolade smeltes i vandbad. Massen afkøles, og imens piskes æggeblommerne hvide med halvdelen af sukkeret. Herefter piskes den afkølede (men stadig flydende) chokolademassen ned i. Æggehviderne piskes stive med det resterende sukker og vendes derefter forsigtig i chokolademassen.
Halvdelen af massen kommes i smurt springform og bages ved 175 grader ca. 25 minutter.


Hindbærrene koges med sukkeret, vaniliekorn og åben vaniliestang på lav-medium varme. Koges indtil massen er let tyknet. Vaniliestangen fjernes, og coulien køles helt ned inden brug.

Når kagen er afkølet (den falder let sammen), smøres et tyndt lag af hindbærcouli på kagen. Lad 1 cm være fri ude ved kanten. Herefter smøres den ubagte halvdel af dejen ovenpå den bagte kage.
Kagen sættes på køl i minimum 1 time, før den serveres, så moussen på toppen af kagen kan nå at sætte sig.

torsdag den 23. januar 2014

Julefrokost Passionsfrugtcurd cheesecake

Jeg er ALTID fuldstændig proppet op med julemad efter en omgang julefrokost. Misforstå mig ikke - jeg elsker alt ved jul, og julemad er ingen undtagelse. Men pyhh...hvor kan man blive tung i maven efter sådan et ædegilde! Så jeg har altid stemt for at man ikke skal have risalamande til en julefrokost (det har man jo allerede fået juleaften), men istedet en let og frisk dessert, som lidt nemmere glider ned selvom maven egentlig er helt fuld. Dette års familiejulefrokost blev derfor prøvekanin for en ny kage - en passionsfrugt curd cheesecake! Og åhh....mit mundvand løber bare ved at jeg skriver om den....for hvor var den bare god :)

Jeg havde lavet passionsfrugt curd og lime curd (kan klart anbefales - curd smager SÅ godt på brød, i pandekager, på vafler, i kager ect. ect. mulighederne er uendelige) som en del af nogle julekurve jeg gav i julegave, og der havde jeg nogle rester, der skulle bruges. Derudover har jeg en kæmpe svaghed for lime og i særdeleshed passionsfrugt - hvad er der ikke fantastisk ved denne lille mærkeligt udseende frugt? Derfor var denne kage perfekt til formålet. Hvis man har lavet curden i forvejen tager kagen ingen tid at lave, men det er til at overskue selvom curden også skal laves. Og man kan sagtens bruge lemon curd istedet eller lignende, jeg blandende i hvert fald mine lime curd og passionsfrugt curd rester, og det smagte vidunderligt frisk. Pynten blev lige hurtigt lidt tempereret mørk chokolade henover kagen og ned af siderne, så man fik det dejlige knæk i munden sammen med syrligt, sødt og en smule bittert. MUMS!



Opskriften er som følger - og lav rigeligt, kagen forsvinder før man får set sig om :)

Passionsfrugt curd, giver rigelige mængder, så der er masser tilovers
12-14 passionsfrugter, alt efter smag
2 store æg
2 store æggeblommer
150g sukker
100g smør

Passionsfrugterne tømmes for frugtkød og sten i en si, og med en ske presser man saften ned i en skål. Sukker, æg og passionsfrugtsaft kommes i en gryde, og opvarmes på lav-medium varme. Pisk konstant indtil blandingen tykner godt ca. 10-12 min. Fjern panden fra varmen og pisk små stykker smør i lidt af gangen. Nedkøl indtil curden har sat sig ca. 30 min.

Cheesecake
350g digestive kiks
100g cashew nødder
120g smeltet smør
500g flødeost
100g sukker
300g creme fraiche
2 æg
1 spsk revet citron eller lime skal
100-200ml curd, alt efter smag

En 20cm springform fores med bagepapir. Kiks og nødder hakkes i en foodprocesser indtil det hele er helt knust, herefter tilsættes det smeltede smør. Kikseblandingen masses ned i bunden af springformen og op langs siderne. Nedkøles i køleskab i ca. 30 min til det har sat sig.
Forvarm ovnen til 160°C. Pisk flødeost og sukker sammen og tilsæt derefter creme fraiche. Når dette er blandet tilsættes æg og citron/lime skal og der piskes til at er blandet godt sammen. Hæld halvdelen af flødeosteblandingen i springformen. Tag skefulde af curden (brug ca. 25-50ml) og placer rundt i flødeosteblandingen. Hæld resten af flødeoste blandingen over og placer skefulde af curden (ca.25-50ml) henover. Tag herefter en spids kniv eller et trædspyd og lav swirls rundt i curd/flødeosteblandingen for at fordele og få et fint mønster.
Bag kagen i ca. 45min indtil midten af kagen lige har sat sig. Sluk ovnen og lad cheesecaken stå med ovndøren en smule åben i ca. 1 time til den er kølet helt ned. Sæt kagen i køleskabet, så den kan blive iskold. Fordel resten af curden over kagen inden servering og pynt evt. med mønster i tempereret mørk chokolade.

Velbekommen :)